Så blev det tid til en gravid-update. Jeg er nu i uge 34, og som ovenstående billede vist tydeligt viser (ja og undskyld til de nøgen-forskrækkede, her i huset er vi altså ikke så sarte) vokser baby godt.

Vi er netop kommet hjem efter 10 dages ferie på varme Mallorca, og inden vi rejste, var jeg en smule nervøs omkring det hele.
Vi bookede jo ferien inden jeg vidste jeg var gravid og jeg havde nok ikke valgt frivilligt at rejse så sent i graviditeten, selvom de fleste flyselskaber tillader at man flyver helt frem til fire uger før termin.

Der er jeg nok bare den forsigtige type : ) Men uanset hvad, mener jeg at alle der rejser sent i graviditeten skal gøre op med sig selv, om man evt. ville være klar på en fødsel i udlandet – det sker jo at de babyer kommer for tidligt : )

For mig var det afgørende at rejsen gik til Mallorca, hvor flyveturen varer under tre timer, og hvor jeg trods alt ved, at de har gode hospitaler og dygtige læger indenfor rækkevidde. Så var det selvfølgelig alfa omega at vi havde styr på forsikring osv.

Heldigvis blev der ikke brug for hospital eller læger og alt i alt gik vores rejse virkelig over al forventning. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det var piece of cake. Både mht flyveturene, varmen og turen generelt.

Men jeg har det også fortsat rigtig godt i min krop, og ligesom for fire uger siden og sidste gravid-update er jeg fri for gener. Lidt ondt i ryggen nogle aftener, stadig en væmmelig mæthedfornemmelse, der dog er blevet bedre, og så et par “tisse-opvågninger” i løbet af natten. Men det er til at leve med og jeg klager bestemt ikke.

I forhold til krop og vægt, så går det liiiidt stærkt nu, haha. Vægten siger i hvert fald præcis +10 kilo her til morgen.
Sådan en 10 dages dase-ferie med masser af god mad og stort set ingen motion har sikkert hjulpet det godt på vej, men ud over det, er det jo også nu, at baby tager rigtig meget på. Omkring 2 kilo, lidt mere vist, skulle hun veje lige præcis nu. Det er vildt at tænke på synes jeg. Så er det ikke længere et foster. Det har det ikke været længe, det ved jeg godt, men 2 kilo, wauw. Det kan noget <3

Jeg mærker fortsat rigtig meget liv. Bevægelserne har dog ændret sig. Og jeg får ikke rigtig de der deciderede spark længere. Til gengæld bølger min mave mange mange gange dagligt. Og meget kraftigt morgen og aften, hvor jeg slapper af.
Jeg tror ikke der går en time uden jeg mærker en eller anden form for liv derinde fra og det er vældig betryggede synes jeg. Har endnu ikke oplevet at være nervøs over liv. Det er dejligt.

Næste ting der skal ske nu, er en samtale med en fødselslæge på tirsdag. Sådan en samtale får alle, der før har fået foretaget kejsersnit, åbenbart.

Min tilgang til fødslen er stadig den samme: Baby skal bare ud i god behold. Om det bliver naturlig fødsel eller endnu et kejsersnit gør mig absolut ingenting.

Jeg tror stadig at hun ligger i UK, men må indrømme, at jeg synes det er svært at mærke 100% efterhånden.

Måske lægen på tirsdag har tid til enten at scanne eller mærke efter? Og ellers er det faktisk først d. 20 juli, at jeg igen skal til jordemoder. Det synes jeg til gengæld er temmelig sent, eftersom jeg fødte Saxo i 37+6.

Men det går nok. Bliver jeg helt desperat har jeg et par jordemoder-bekendte på linien, som jeg tænker jeg kan lokke til at mærke på maven : )

Nu og de næste uger op til terminen handler mest om, at gøre klar til baby. Mit redebygger-instinkt er på sit højeste lige nu og glææææder mig til at få sat puslebord op, købt og vasket babytøj, gjort vugge klar osv.

x

^^^Reklame-links: Jakke: her, Kjole: Meotine, taske: her, sko: B&CO, solbriller: Kaibosh (chips and salsa remix modellen)

I dag har vi været til samtale på Herlev Hospital. En samtale med en fødselslæge – noget alle med tidligere kejsersnit på bagen får tilbudt.

Hun spurgte ind til mine ønsker for fødslen. Og jeg sagde det som det var. “Hvis baby ligger med hovedet ned, vil jeg hjertens gerne føde selv”. “Hvis baby ligger i UK (med hovedet op, ligesom Saxo gjorde) så tager jeg hjertens gerne et kejsersnit”.

Jeg tænkte jo nok, at hun stadig lå med hovedet op. Det har hun gjort længe nu. Og lægen bekræftede det. Først ved at mærke på min mave og efterfølgende ved en scanning.

Om tre uger skal jeg til endnu en scanning, for at se om hun har vendt sig selv. Hvis ikke hun har, tager vi den derfra. Måske et vendingsforsøg måske et kejsersnit. Valget er mit som lægen sagde. Og jeg ved jo godt hvad jeg hælder til. Kejsersnittet.

Det kunne lægen kunne sagtens forstå, men jeg føler på en eller anden måde, at jeg skal forsvare mig en lille bitte smule, når jeg skriver om det herinde. Men det gider jeg altså ikke. Min krop, min baby, mig der bestemmer. Med et succesfuldt og uproblematisk kejsersnit på bagen går jeg umiddelbart ikke gennem et vendingsforsøg, som måske ikke lykkes og selv hvis det gør – en fødsel jeg ikke aner hvordan bliver. Måske den alligevel ville ende ud i akut kejsersnit. Ingen ved det.

Og når begge mine børn har ligget i UK, må der jo være en grund til det, er min tanke. Det gider jeg ikke ind og pille ved, selvom jeg godt ved, at et vendingsforsøg kan være easy peasy.

Det er en mavefornemmelse jeg har og den skal følges. Måske jeg ændrer mening efter samtalen om tre uger, men lad os nu se : )

Og så skete der det, for os, ret vilde. At vi faktisk fik en dato for det planlagte kejsersnit. Den havde jeg ikke lige set komme, men lægen mente, at det kunne vi da lige så godt få ind i kalenderen med det samme. Og mit planlægger-gen synes det samme. Så nu har vi en dato for et evt. kejsersnit. Vores datters fødselsdag. Så vildt altså!

Jeg vil sige, at jeg stadig håber på at fødslen går i gang af sig selv med vandafgang og veer inden det planlagte kejsersnit – som det gjorde ved Saxo. For jeg synes det var det helt optimale – nu det ikke blev til en naturlig fødsel. Tanken om, at baby selv vælger dagen, hvor den er klar til verden, og det at jeg nåede at opleve, hvordan veer føltes (av) og ja, at vi blev taget med bukserne nede. “Shit er det nu”. Præcis som man jo i de fleste tilfælde gør ved en begyndende fødsel, medmindre man bliver sat i gang. Hvor mange bliver egentlig det mon?

Jeg har mange tanker, og måske endda også et par fordomme om det planlagte kejsersnit. At det må være vildt underligt, bare sådan at få et eksakt tidspunkt. At det måske føles som en flad fornemmelse, og at jeg i øvrigt vil nå at blive ekstremt nervøs i dagene op til. Pyyh hvordan kan man overhovedet sove dagen forinden?

Men i det store hele billede er det stadig, for mig, fuldkommen ligegyldigt. Fokus er på baby. Ikke på fødslen. Sådan har jeg det vitterligt.

Og uanset hvordan dette ender, føles det lige nu rigtig fedt at have en slut-dato på denne graviditet. Og sådan en dato bliver jo altid lagt et stykke tid inden termin, så jeg kan fortælle, at der virkelig ikke er lang tid igen nu. Crazy much!! Jeg er SÅ glad xx

Kjole: Nue Notes (reklame-link)

En måned to go ish. Og jeg kan godt mærke, at jeg er utålmodig nu og egentlig bare befinder mig lidt i en vente-position. Det er kommet ret hurtigt til mig, efter vi vendte snuden mod DK, efter en dejlig ferie.

Jeg føler mig mere og mere besværet. Ikke noget vildt og voldsomt, men jeg føler mig tung nu. Den anden dag trissede jeg rundt inde i byen sammen med min mor, og jeg måtte altså sætte mig ned flere gange undervejs, og da vi kom hjem var jeg lykkelig over, endelig at kunne smide benene op på sofaen, haha.

Jeg er også stoppet helt med min træning med Sif. Måske det i virkeligheden er det der gør, at jeg føler mig mere besværet? Men jeg kan simpelthen ikke overskue det længere, hvilket jeg også bare må lytte til. Det er helt ok. Det har ellers været helt fantastisk for mig med det træning, og jeg er overbevist om, at det har været med til at holde skavanker og smerter for døren. Træning under graviditet – dét kan jeg anbefale.

Baby presser på ribben og mavesæk, ja og alt muligt andet, og det giver mig altså en øm øm ryg og mave om aftenen, og benene er temmelig urolige. Så næsten hver aften bliver C beordret til at give mig en omgang massage. Det er ikke hans spidskompetence, hihi, men jeg tager hvad jeg kan få lige nu <3

Det er de gener jeg har, og det er jo ingenting sammenlignet med hvad andre går igennem. Derfor klager jeg heller ikke. Men jeg glæder mig stadig til at få min krop igen, og kunne gå ubesværet rundt. Og at kunne sove på maven igen. Den eneste stilling jeg sover rigtig godt i. Ikke så nemt som gravid skulle jeg hilse at sige.

Jeg glæder mig også til at starte hos Sif igen, denne gang med baby, på et af hendes efterfødselshold.

Intet skal stresses og jeg vil kun træne, hvis jeg virkelig har overskuddet. Men jeg håber jeg har.

Og så glæder jeg mig jo mest bare til at møde hende, holde hende og starte et nyt kapitel, som en familie på fire.

Er stadig ikke nervøs over det. Måske jeg er naiv og måske får jeg det største chok, men jeg har bare sådan en god fornemmelse med det hele. Saxo er så stor ig bevidst og det er tydeligt, at han godt ved hvad der skal til at ske (uden selvfølgelig overhovedet at have en idé om hvad det betyder, men I ved hvad jeg mener).

Vi taler om lillesøster hver dag. Om at hun ikke kan tale når hun kommer ud og at hun kun drikker mælk. Fra mine bryster. Det går han meget op i, haha. Og så er han også meget interesseret i, hvor hun går på toilettet henne og om hun har ble på, altså inde i min mave nu. Og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige til ham : D

Mest snakker han dog om, at han gerne vil hjælpe med at skifte hende, trøste hende når hun græder og give hende en sut. Og ja ja det er da måske lidt kvalmende, men mit moderhjerte smelter altså over det. Min omsorgsfulde og empatiske dreng. Jeg er den stolteste stolte mor.

Lige nu spekulerer jeg mest over, hvordan vi skal præsentere hende for ham. Det giver måske helt sig selv, men hvad er mest hensigtsmæssigt mon?

Jeg skal jo højest sandsynligt have et kejsersnit og være indlagt i 2 døgn.  Og Saxo skal selvfølgelig bare ind til naboen (mormor og morfar) imens.

Og så tænker jeg: Er det en god idé, at de tager ham med ud på hospitalet samme dag som jeg føder? Eller vil han blive ked af, at skulle gå igen uden os?
Burde man hellere bare introducere dem for hinanden efter de to døgn herhjemme? Eller måske lade ham hente os på hospitalet, så vi kan følges hjem?

Uanset hvordan vi vælger at bære det an, er jeg slet ikke nervøs. Han er en robust lille fyr, med meget familie til at give ham opmærksomhed, men man vil jo selvfølgelig gerne finde den helt rigtige måde, nu hvor vi rent faktisk har alle muligheder. Han er 3,5 år i øvrigt : )

Hvordan har I grebet det samme an?

Det var lidt gravid-tanker fra mig. Overordnet er jeg så sindssygt glad for denne graviditet, fordi den indtil videre (7-9-13) har været fuldstændig uproblematisk. Jo, det var fire fucking hårde måneder i kvalme-helvede (og jeg går ikke igennem samme tur en gang til, haha), men sådan bekymrings-wise har det været nemt. Stort set ingen bekymringer, ingen øget angst, ingen søvn-problemer – altsammen noget jeg døjede meget med første gang. Dét er jeg godt nok taknemmelig for. Men jeg er dog ret sikker på, at vi stopper her. Man skal aldrig sige aldrig, men 2 børn er umiddelbart helt perfekt for os <3

God morgen de damer. Stille og roligt får vi ting klar herhjemme og for et par dage siden ankom vores puslebord. Det er Stokkes Care puslebord og præcis det samme vi havde i den gamle lejlighed og brugte da S var lille. Vi solgte det bare, da vi ikke længere havde brug for det. Sådan gør vi med mange ting. Sælger eller giver væk når vi ikke længere bruger det.
Jeg vil ikke sige, at vi har et usundt brug – smid-ud – og køb noget nyt -forhold til vores ting. Jeg har bare virkelig en trang til at komme af med ting vi ikke bruger. Jeg hader at have alt muligt stående og det hober sig jo hurtigt op. Man ved jo heller aldrig om man får brug for det igen eller ej.

^^^ Barnevognskæder fra Kongessloejd (skal selvfølgelig i barnevognen, når den tid kommer).

Men det gjorde vi så med dette puslebord, hehe. For jeg er kæmpe fan af det. Det er enormt praktisk med de virkelig rummelige kasser under, hvor al babys tøj, stofbleer mm kan ligge i. Og så kan man have plejeprodukter mm liggende ved siden af kasserne. Mega smart.

Nu står det i vores soveværelse, der stadig bærer meget præg af, at vi lige er “flyttet ind i det”. Der mangler sgu lidt sjæl. Men det kommer. Hver ting til sin tid, som jeg vist efterhånden har sagt en del gange før ; )
Jo og så skal vi selvfølgelig også have en uro op, så baby har noget hyggeligt at kigge på, når hun bliver skiftet. Nøj hvor jeg glæder mig <3

^^^ Bamser fra Bloomingville

I dag har været en rigtig dejlig og praktisk dag. Saxo har været hos farmor, og kommer først hjem til aftensmad, så jeg har haft dagen helt for mig selv. Jeg har derfor været lidt rundt omkring, for at få styr på de sidste indkøb til baby.

Jo jo, der er stadig lidt tid til, men sagen er den, at vi i morgen drager på en lille 2-dages get away alle tre. Og derefter har vi lige et par overnatninger hjemme, inden vi tager op i sommerhuset, hvor planen altså er, at tilbringe så meget tid vi orker. Og før vi ser os om er baby her.
Vi har jo som sagt fået datoen, men der er jo ingen der siger, at hun ikke kan komme før. Det gjorde Saxo. 37+6 for at være helt præcis. Så med det i mente, har jeg bare haft brug for at få styr på alt det vi mangler, inden vi drager i sommerhus.
Det er ikke nødvendigt nej, og ja for søren, man kan også shoppe efter babys ankomst. Men for ro i mit hovede, har det altså været en nødvendighed. Der skal være styr på det. Det må være graviditeten, for det ligner ærlig talt ikke mig, at være i god tid med noget som helst ; )

Men jeg er altså godt tilfreds i dag, for jeg fik købt noget af det jeg synes var vigtigt. En af tingene er en blød lift, som skal ligge i barnevognen, så det er nemt at transportere baby op, ned og rundt. Vi havde også en blød lift til Saxo og jeg synes at sådan en, er helt uundværlig. I dag købte jeg en såkaldt SleepCarrier fra Najell i Engby på Vesterbro. Elsker den butik, haha. De har seriøst ALT.
Jeg ved vi bliver så glade for liften, og den passer perfekt ned i Stokke-vognen.

Så fik jeg endelig købt mig en ammepude og den glæder jeg mig til allerede at tage i brug i nat, hvor den kommer til at ligge mellem mine ben. Skøøøønt.

Og et ståbræt til barnevognen, en “Bumb-rider” som en af jer også anbefalede (tak for det). Jeg er spændt på om den passer på vores vogn, men det forsikrede ekspedienten mig om, så det satser vi stærkt på ; )

Slyngevuggen fra Natures Sway kom også med hjem fra Engby. Øko og alting. Som jeg også har nævnt før, lånte jeg den af en veninde til Saxo, men vi fik den aldrig rigtig brugt. Denne gang vil jeg gerne at vuggen skal fungere når det er tid til lur om dagen. Jeg kommer stadig til at arbejde under min barsel, så jeg får ikke tid til helt så mange slentre-ture, som jeg gjorde med Saxo. Lavede jo nærmest ikke andet end at gå. Derfor sov han selvfølgelig mange af sine lure i barnevognen. Det tænker jeg også at hende her skal, altså sove i barnevognen, men altså måske primært hjemme i vuggen, så jeg kan sidde med computeren imens. Vi får se : )

Sidst men ikke mindst købte jeg mig en vikle. Sgu. Fra Ergobaby. Jeg er helt ny i slynge/vikle-verdenen, men folk taler så varmt om det, så jeg kan mærke at jeg er nødt til at give det et go. Nu skal jeg bare lige lære at binde sådan en fætter. Det er vel ikke så svært, når man først lige får det lært. Vel?

Ja og det var vist det. Nu tror jeg faktisk også at vi har alt på plads. Så baby kan bare komme an, kan hun. Nej vent, vi mangler også en babyalarm, men det er i hvert fald en ting, der ikke er strengt nødvendigt det første stykke tid. Alarmen må vente.

<3

Hej med jer og glædelig onsdag. Vi er fortsat i sommerhus og pt. bliver der brugt lidt tid på at tale om det der navn…  Så kan vi lige snakke lidt om det herinde også? (igen)?

Vi synes desværre at det er så åndssvagt svært altså. At finde navnet. Jeg ved godt at det ikke haster som sådan, og det er måske det mindst vigtige, men alligevel fylder det da. For et navn skal baby jo have på et tidspunkt.

Sidst jeg skrev om navne herinde, fortalte jeg jo faktisk, at vi allerede havde fundet et navn. Det havde vi også, troede vi. Men somehow, føltes dét navn lige pludselig slet ikke rigtigt alligevel. Sådan kan det jo gå.

Det navn var i øvrigt: Indie. Jeg synes stadig det er så smukt. Men det er ikke for os (tror jeg hehe).

Og nu er vi bare helt på bar bund.

Det er ikke fordi vi ikke kan blive enige. Og der er SÅ mange flotte og gode pigenavne, men altså ingen vi er deciderede forelskede i..

Det var vi og er vi stadig i navnet Saxo. Men må nok til at indse, at det navn vi nu en gang kommer til at vælge, bliver et der (forhåbentlig da) vokser på os, fremfor ren kærlighed til at starte med. Det er vel også ok.

Og her nogle af mine tanker og overvejelser omkring navne lige nu:

I starten var jeg helt hooked på at finde et specielt navn. Et navn som ikke mange i DK bærer i hvert fald. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men der er jo ikke super mange der hedder Saxo, så jeg synes det gav fin mening, at vi fandt et mere sjældent til vores pige også.

Her var Indie altså vores favorit meget længe.
Efterfulgt af bl.a:

Lula
Juno
Noomi
Palma

Men pludselig kom mine tanker hen på at finde et godt gammeldags navn, og ikke et, der var så særligt endda. Saxo er jo også et oldnordisk navn. Ikke at søskende absolut skal have et navn der passer sammen, men jeg tænkte det ville være fint.
Og jeg har også alle dage været fan af navne der slutter med A, så her er en blandet landhandel af favoritnavnene. Dog stadig ikke et af dem som vi vælger. Tror jeg.

Norma
Olga
Ava
Ada
Ellinor
Ellie
Ella
Augusta
Elina

Og nu har jeg så fået trang til at finde et stærkt og feminint pigenavn. Et navn der udtrykker power og er mindre sødt og pusse-nusset. Det er jo meget individuelt hvad man tænker et navn udtrykker. Men her er lidt navne, som jeg mener er i den stærke-feminine kategori:

Cornelia (men det hedder Kia’s baby jo ligesom)
Elvira
Selma
Athena
Valentina
Alexa (dette navn kan jeg forstå (når jeg har fortalt om det til venner og familie, er et navn der virkelig deler vandende.  Men jeg er helt og aldeles skudt i det. Det kan dog slet ikke komme på tale, da C synes det minder ham om en eller anden stripper?! Jeg kan godt lidt se hvad han mener jo, men jeg synes bare det er genialt, især med X’et i. Saxo & Alexa. Ej men altså. Nå, det må ud af hovedet…)

Så hvad siger I, venner?

Et stærkt, dog feminint navn? Det må gerne være langt. Kan I hjælpe os?  : D

Ps. Nogle af jer har spurgt til hvad vi ville kalde baby, hvis hun (mod forventning) viser sig at være en dreng.
Og jeg har alle dage haft en stor kærlighed for navnet Karlo, så det ville højest sandsynligt blive det.
Saxo & Karlo  – det ville da være for lækkert <3 Nå, men satser nu på der kommer en pige ud.
Nyd dagen, venner. Det vil vi gøre. Solen, den skinner <3

God søndag formiddag, venner. Jeg har endelig ramt uge 38 – en stor uge, for nu er baby nemlig færdigbagt, og skulle jeg føde er det indenfor normalen, altså hedder det ikke “for tidligt født”. Lidt af en milepæl.
Den kære Saxo valgte jo at komme om 6 dage fra nu (mit vand gik 37+6) og derfor er jeg selvfølgelig spændt på, om det samme kunne gøre sig gældende denne gang. Som andengangs-gravid, vil man nok ikke kunne lade være at tænke tanken, altså om man føder på samme tidspunkt anden gang, selvom de færreste vel egentlig gør det. Hvornår fødte jer med to eller flere børn 1. vs 2. gang?

Skulle mit vand igen gå om 6 dage skal jeg være ærlig og sige, at det ville passe mig SÅ godt. Det er ikke fordi jeg synes jeg er specielt besværet egentlig – ja faktisk er det som om, at jeg har fået det bedre den seneste uge. I går var jeg ude at gå en lang tur, det fik fint og jeg havde ingen smerter under eller efterfølgende. Men altså jeg synes jo bare, at jeg har været gravid rigtig længe nu. Og jeg glæder mig til at alle de ting jeg kan gøre, når baby er ude. Små ting som at barbere mine ben, uden at behøve at sætte mig ned i badet for derefter at kæmpe en brav kamp for at komme op igen, haha. Eller bare samle ting op fra gulvet helt ubesværet.

Og så glæder jeg mig jo mest af alt bare til at møde hende og starte vores liv som en familie på fire. Det er klart.

Jeg føler dog ikke at der er noget særligt igang, og jeg har minimalt med plukkeveer, men altså, da vandet gik med Saxo var det fuldstændig uden nogen form for varsel, så jeg har helt bestemt stadig et håb. Jeg havde vitterligt ingen tegn på, at noget skulle være i gære. Havde endda været til jordmoder samme morgen, og hun sagde at der ville gå laaaang tid. Right ; )
Ud over jordmoderbesøg havde jeg også været ret aktiv den dag. Cyklet og gået meget, været på shopping for at købe de sidste ting til hospitalstasken, båret poser hjem, lavet mad (en god og stærk indisk ret) og da jeg så lagde mig i min seng om aftenen for at sove, slam, så gik vandet.
Så i disse dage prøver jeg egentlig bare på at forholde mig aktiv.

I torsdags var jeg til jordemoder. Og hun skønnede baby til at veje 2900 gram. Det er vist en lille smule over gennemsnit. Jeg giver ikke så meget for de skøn, og er også fuldkommen ligeglad med om baby vejer det ene eller det andet – så længe det ikke er alt for småt eller alt for stort selvfølgelig – men ud fra størrelsen på min mave, bliver jeg virkelig ikke overrasket, hvis der kommer en kæmpe-baby ud ; ) Min mave ér virkelig stor. Det er ikke kun mig der synes det, for folk bliver stadig ved at kommentere “guuud hvor er du stor, du var da slet ikke så stor med Saxo, vel”? Og jeg synes stadig det er ret upassende, men oh well, de har vist ret ; )

Stor eller ej, jeg synes selv jeg er en pretty hot mama med min store mave, og jeg er faktisk sådan lidt vild med den kan jeg mærke. Går rundt og kigger på den og aer den hele tiden.
Jeg har taget 12 kilo på nu, hvilket vist bare er ganske fint. Mine kinder er blevet runde, mine læber er konstant lidt hævede, men jeg har ingen strækmærker erhvervet mig, hvilket er lidt vildt taget mavestørrelsen i betragtning : D Jeg må have noget stretchy hud. Hmm.

Jeg føler vi er så klar som vi kan blive nu. Mangler lige at få vores vugge hjem, men til den helt første tid har vi en babynest hvor hun skal sove, så der er ikke rigtig stress med vuggen egentlig.

Så er der vist ikke så meget mere at sige. Du kan bare komme, baby <3

^^^ Billede fra dagens morgengåtur i smukke og rå Kikhavn.

Egentlig havde jeg slet ikke tænkt mig at dele følgende med jer. I det mindste ikke før jeg selv havde truffet min beslutning. Men det kribler i mig for at få skrevet mine tanker ned og ud. Så nu bliver det sådan : )

Oh my freaking god.

De af jer der har fulgt med herinde ved, at lillesøster i maven har ligget i UK, med hovedet op og numsen ned, ved samtlige scanninger i 2. og 3. trimester. Saxo lå også i UK og derfor fik jeg med ham et kejsersnit, dengang for 3,5 år siden.

For tre uger siden, da jeg var 34 something uger henne, lå baby stadig i UK og jeg fik derfor en dato for det planlagte kejsersnit. D. 4 august i øvrigt (9 dage før min termin).

Jeg har været fuldkommen stensikker på, at hun jo selvfølgelig ikke vendte sig – det gjorde Saxo jo heller ikke. Jeg ved jo godt at det jo siges, at babyer kan vende sig længe, jeg har simpelthen bare haft en fornemmelse der sagde mig at hun blev liggende hvor hun lå. Derudover har jeg da været overbevist om, at vendte hun sig, ville jeg kunne mærke det. Men nej. Jeg har taget fejl og jeg kan åbenbart overhovedet ikke selv mærke forskel på et hovede og en numse. Tssskk, jeg der troede jeg var ekspert efterhånden. Det er vist godt at jeg ikke er jordemoder ; )

For i torsdags var vi til scanning på Herlev Hospital.  Og tror I da så ikke at damen har vendt sig? Og ligger med hovedet ned, klar til at blive født den naturlige vej (dog ikke fast endnu, så i princippet kan hun vende sig tilbage til uk igen)

Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.

Sådan har jeg det stadig. Og jeg ved godt at det for mange er svært at sætte sig ind i, at man har lyst til at græde over at ens baby vender den “rigtige” vej.

Men jeg er vist bare lidt i chok. Det kan vel sammenlignes med, at man i mange mange måneder har har forberedt sig på en naturlig fødsel og pludselig skal sætte sig op til et kejsersnit. Her er det bare omvendt.

Da jeg blev gravid tilbage i december håbede jeg oprigtigt på, at baby ville ligge så jeg kunne få lov at prøve at føde naturligt. Ikke fordi jeg ikke ville have et ks, for det var verdens bedste oplevelse sidst, men fordi jeg gerne ville have oplevelsen. Give mig selv den udfordring jeg forestiller mig det virkelig er at føde et barn den vej.

Og det vil jeg stadig gerne, men det føles bare lidt mærkeligt. At have sat sig op til et ks de sidste mange måneder. At have haft denne slutdato, som er lige om hjørnet.

Jeg tror de fleste højgravide kan genkende følelsen af utålmodighed. For mit vedkommende er jeg mentalt så færdig med at være gravid nu. Og bare tanken om, at jeg i princippet kan gå 12 dage over tid, giver mig lyst til at sætte mig ned og græde. Ynkeligt, men sandt.

Lægen på Herlev Hospital har sagt, at det udelukkende er min beslutning, om jeg vil beholde min tid til ks i næste uge. Eller om jeg vil aflyse og vente på at fødslen går i gang af sig selv. Både fordi hun kunne se på mig, at jeg virkelig var i chok, haha. Og vel også fordi, at en fødsel efter et ks også har risici. F.eks kan arret briste under veerne – noget som var meget tæt på at ske for min veninde. Hun endte med et akut ks.

Lige nu hælder jeg til selv at føde, for ligesom at jeg havde det sådan, at der var en mening med at Saxo lå i UK, og at jeg ikke havde lyst til at gå ind og ‘rode ved det’ feks med vendingsforsøg, har jeg det nu også sådan, at der må være en mening med at hun har vendt sig. Og så skal jeg som det mindste give det et forsøg. Og jeg er så bange for at komme til at fortryde, hvis blot jeg vælger kejsersnittet.

Men åhhh hvor skal mit hovede og min krop lige omstille sig, kan jeg godt mærke.

Der er så mange tanker, så mange følelser og pludselig, selvom jeg egentlig altid har haft en ro omkring det at føde og en tro på, at det er vi jo ligesom skabt til (selvom jeg godt ved at langt fra alle kan), bliver jeg nervøs for, om jeg overhovedet kan føde. Er jeg sådan en, der kan det? Haha. Jeg har jo slet ikke forberedt mig

Tænk hvis jeg fravælger et stille og roligt planlagt kejsersnit, for en traumatisk fødsel, der måske ender i et akut kejsersnit anyway.

Men tænk hvis jeg får en fantastisk fødsel og føler mig som den stærkeste og sejeste kvinde bagefter. For de findes, ikke? De fantastiske fødsler. Eller det i virkeligheden bare opreklameret, med sådan en fødsel? Ja jeg har jo ikke prøvet det…

Ville bare virkelig ønske, at det her ikke var et valg jeg selv skulle tage. Altså at hun enten hele tiden havde ligget normalt eller at hun bare var blevet liggende i uk. Eller at lægen havde sagt at hun virkelig virkelig ville råde mig til at føde. Eller det modsatte. Suk.

Er der nogen der har nogle rare fødselsoplevelser I vil dele? Måske endda en god fødselsoplevelse der “slog” oplevelsen af kejsersnit..

Og og…. Fødselsforberedelse. Findes der et lyn-kursus I kan anbefale mig? Tænker et man måske kan få overstået på en enkel dag. Eller er det overhovedet nødvendigt?

Ej nej nej af hjertet tak for alle jeres kommentarer til mine tanker omkring ks eller vaginal fødsel.

Muligvis er jeg ekstra hormonel og alt det der, men jeg måtte knibe en tåre flere gange som jeg læste og trykkede godkend til jeres svar. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. En masse løftede pegefingre, fra folk der ikke kunne forstå hvor jeg kom fra måske. Men nix. I stedet fik jeg en masse god support. Det er søster-solidaritet er det.  I er gode <3

Og det bedste af det hele er, at jeg bl.a ved at læse om alle jeres fantastiske fødsler blev fuldkommen klar over, at jeg selvfølgelig giver det med fødslen et skud.

Ingen kan spå om hvordan min fødsel bliver. Om den bliver lige så fin og fantastisk som mange af jeres lod til at have været.

Men det er i grunden også ligemeget. Det vigtigste er, at jeg oprigtigt har lyst til at tage udfordringen op. Lyst til at få oplevelsen med. Og jeg tror på, at det rent faktisk kan blive en dejlig oplevelse. At min krop kan, til trods for at jeg mentalt ikke har forberedt mig så længe, og højest sandsynligt ikke når noget fødselsforberedelse.

Så i dag da vi var til scanning på Herlev, og blev klar over, at baby stadig ligger med hovedet ned, aflyste vi kejsersnittet næste fredag.

Og nu er der bare at vente. Jeg er jo kun i uge 38 (37+4), så i princippet kan the waiting game vare rigtig rigtig længe endnu, haha. Og dét gruer jeg altså for. Jeg er sikker på, at har jeg ikke født inden næste fredag (hvilket er temmelig sandsynligt at jeg ikke har), bliver jeg rigtig bitter, haha.

Nok har jeg det udemærket, men jeg er komplet færdig med at være gravid nu. Jeg kan mærke at jeg går mere og mere ind i mig selv, og jeg har virkelig lyst til at begrænse al social aktivitet.

Så derfor: Kryds fingre for at den fødsel går i gang snart, ikke?. For min skyld kunne det være i dag.

Og en helt anden ting. For første gang nogensinde bongede jeg ud på sukker i urinen : ( +3 sgu. Så nu skal jeg til glukosebelastning (!) Frygter det virkelig, da jeg er super sensitiv hvad angår sådan noget. Er stensikker på jeg kaster op eller får det virkelig dårligt undervejs. Har I prøvet det?
Det hylede mig altså temmelig meget ud at få den besked. Hvad søren betyder det? Det har jeg ikke helt forstået endnu tror jeg. Æv!

Nå, hav den dejligste torsdag aften søde læsere. Vi er hjemme igen på Frederiksberg. Og nu skal vi absolut ingen steder før jeg har født. Jeg har tænkt mig at være super asocial og bruge mine dage på virkelig at få slappet af og ladet op. Måske øve mig på vejrtrækningen og se lidt fødsels-videoer. Jeg glæder mig!! : )

Så oprandt dagen. 4 august. Dagen hvor jeg skulle have haft et planlagt kejsersnit. Men det valgte jeg jo selv at aflyse, så jeg kan vel sådan set ikke tillade mig at brokke mig. Men altså: Åhh jeg er godt nok vågnet op med en underlig fornemmelse i dag. Tænk, vi kunne have haft hende i armene I DAG. Og i løbet af weekenden, lørdag eller søndag være hjemme med hende. Det havde været helt perfekt.

Jeg glæder mig til fødslen. Det gør jeg oprigtigt. Og jeg har virkelig lyst til og mod på, at prøve at føde vaginalt, særligt efter alle jeres fine beretninger i kommentarfeltet her. Så det ér den rigtige beslutning, for uanset hvilken fødsel jeg ender ud med. Om jeg brister fra a-z eller om det alligevel ender ud i et akut kejsersnit, kan jeg mærke, at jeg vil fortryde det, hvis ikke jeg giver det et go. Så sådan bliver det.

Det må så bare gerne blive rigtig, rigtig snart. Jeg bliver tungere og tungere. Føler mig som en elefant nu. En hval måske, den største slags der findes.
Jeg har for første gang nogensinde fået lidt vand i fingrene (!). Det er kommet overnight, natten til torsdag for at være helt præcis, og nu er mine elskede ringe lagt på hylden. Jeg har fået en del flere plukkeveer (dem er jeg glad for, men de er jo stadig ikke just behagelige), og jeg synes igen igen at maven bare fylder og trykker på alt, hvilket gør det svært for mig at spise et ordentligt måltid mad, uden at føle at jeg er ved sprække. Oh the joys of pregnancy…

Med andre ord: JEG ER KLAR TIL AT FØDE. Jeg er SÅ klar.

Så nu vil jeg hoppe hen til min jordemoder-veninde, så hun kan stikke nogle nåle i mine fødder og ben, som måske, måske ikke vil sætte gang i et eller andet. Jeg fik akupunktur hos hende i mandags også og jeg kan konstatere, at plukkeveerne er blevet mange flere siden mit besøg. Så det er jo positivt.
I øvrigt, hvis nogen af jer har lyst til at blive behandlet af hende, så smid mig en mail. Hun bor på Frederiksberg : )

Ellers ikke så meget herfra. En lille update på min glukosebelastningstest måske: Min fantastiske jordemoder “frikendte” mig og sagde, at hun ikke så nogen grund til at jeg tog afsted til den test. Bl.a fordi jeg ikke har lavet andet end at teste normale tests hele ugen, og fordi jeg er så langt henne nu, at jeg alligevel ikke ville kunne nå at mødes med en diætist, såfremt det rent faktisk var graviditetsbetinget sukkersyge jeg havde. Hvilket ingen af os tror det er. OG selvfølgelig fordi baby i maven ingen tegn har på at være for stor. Så jeg er glad og meget lettet..

Hav en skøn weekend, folkens xx

Ok. Det kommer nok ikke bag på nogen, at der går mange tanker gennem en gravids hovede, så tæt på terminen. Det gælder også for mig.
Så her har jeg lynhurtigt nedskrevet blot nogle af de tanker jeg har haft på det seneste. Det er ikke tanker jeg har grublet over i længere tid, de fleste blot flygtige, men alligevel har de altså været der (og ja, jeg ved godt, at man ikke kan mase baby i maven, men tanken har åbenbart strejfet mig).

– Om baby nogensinde kommer ud (den er vist klassisk).

– Om en krop altid vil gå i fødsel på et eller andet tidspunkt. Jeg ved godt at man bliver sat i gang senest 12 dage efter termin, hvis fødslen ikke er startet og jeg ved også godt hvorfor man sætter i gang. Men hvad skete der i gamle dage? Var der nogle babyer der simpelthen bare blev inde i maven? Så gik de til selvfølgelig, I know, men kom de ud derefter? Skræmmende tanke.

–  Hvorfor naturen dog ikke er indrettet således, at man føder sine børn på samme tidspunkt i hver graviditet. Se, så havde jeg jo nemlig født for LÆNGST. Strengt..

– Hvorfor jeg mon ikke har flere plukkeveer

– Om jeg kan mase baby om natten når jeg sover

– Om jeg overhovedet kan finde ud af at føde

– Om jeg ender med at gå så meget over tid, at jeg skal sættes igang (please lad det ikke ske).

– Hvordan det mon føles at blive sat i gang med et ballonkateter.

– Om det er sandt at man føder ligesom sin mor. Jeg håber det, eftersom min mor har haft “3 drømmefødsler lige efter bogen”  – hendes eget (liiidt irriterende) udsagn i øvrigt ; )

– Hvor meget baby vejer og om det stemmer overens med jordemoder-skøn.

– Hvordan baby ser ud. Ligner hun Saxo? Har hun hår?

– Om man kan få et angstanfald under en fødsel, eller om kroppen er så meget på arbejde, at den ikke kan fokusere på det.

– Om alt det vi gravide gør for selv at sætte fødslen i gang overhovedet virker bare den mindste smule. Her taler jeg bl.a om akupunktur, zoneterapi, hindbærblad-the, nulring af brystvorer og sex. Har det en reel virkning eller er det kun opfundet, så desperate preggos føler de selv kan være med til at gøre noget?

– Om min fødsel mon starter med vandafgang eller med veer denne gang (vandafgang med Saxo).

– Om amningen går lige så uproblematisk denne gang også

– Om jeg svarer til en første eller andengangsfødende, nu jeg fik kejsersnit sidst, men alligevel nåede at have vandafgang, veer og åbne mig de der 4 cm ish.

– Hvor længe vi mon skal være indlagt på hospitalet efterfølgende

– Om jeg brister down there og om man ligner sig selv dernede efterfølgende. Altså efter lidt tid.

– Om jeg mon vil gøre brug af laboro vejrtrækning under veerne eller om jeg er mere til de dybe og langsomme vejrtrækninger

– Om jeg ender i et kejsersnit pga risiko for bristning af ar

– Hvilke snacks og mad jeg skal pakke i hospitalstasken. Jeg hader at være sulten. Men måske man i virkeligheden slet ikke har tid til at tænke på mad, når først man er i  gang ; )

– Om vi skal tage bilen til hospitalet eller bare en taxa

– Om jeg svinger med den jordemoder jeg nu får

– Om jeg skal pakke min vikle med i hospitalstasken

– Hvilket tøj jeg skal pakke med til mig selv

– Om jeg overhovedet kan passe mit tøj efterfølgende

– Hvor mange kilo der mon ryger sådan lige umiddelbart efter barnet er ude. Barnets vægt, fostervand, moderkage og det er vel det..

– Om min mand vil være en god støtte under fødslen, eller om jeg undervejs egentlig helst vil have han holder sig lidt på afstand

–  Om jeg er god til at håndtere smerte

– Hvordan det rent faktisk føles at føde sit barn og få det lagt på brystet kontra få et kejsersnit

: )

^^^ Nok har jeg fået en smule væske i fingrene, men bare rolig, det står ikke så slemt til som det ligner på billedet her. Hehe ; )

Weekend-mode. Perfekt.

Jeg elsker weekender, og selvom der, lige nu i mit liv, i virkeligheden ikke behøver være den store forskel på hverdage og weekender, så ér der bare forskel alligevel.
Jeg synes at weekender som børnefamilie er for fede. Elsker hvor lykkelig S bliver når både mor og far henter i børnehaven om fredagen, og når han godt ved, at den nu står på total afslapning – med god mad, Disney Sjov og en lille bitte skål slik/dessert eller is. Han sætter så meget pris på det. Det er kært.

Og i går var vist ekstra speciel for ham. Vi havde nemlig lovet ham en gave. En gave fordi han er nu er helt fri af bleen. Jeg synes egentlig at sådan noget er super privat, så vil lade det blive ved det. Dog vil jeg sige en ting: Lad være med at stresse, hvis dit barn ikke er blefri når det rammer “den korrekte alder” og lad for guds skyld være at presse (been there og det virkede selvfølgelig ikke).
Bleen bliver smidt når barnet er klar og når du mindst venter det. Det må blive mit råd for i dag : )

I dag har vi været en tur i svømmehallen, bare os tre. Jeg orkede egentlig ikke, men jeg havde en veninde, hvis fødsel gik i gang efter lige præcis en tur i svømmehallen. Så med det i baghovedet (og selvfølgelig også fordi jeg gerne ville hygge med mine drenge) tog jeg altså med ; )
Og nu er drengene + farmor sendt i Tivoli.

Jeg selv har lige haft besøg af min jordemoder-veninde til en omgang akupunktur. Det skulle jo eftersigende modne og gøre kroppen klar til fødsel. Og ja, som I sikkert ved, er min termin i morgen og præcis som for en uge siden er jeg bare SÅ klar til at få hende ud. Så modn modn modn mig kære nåle. Vil I ikke nok?

Jeg tror min veninde sagde, at jeg har ca 1 cm livmoderhals tilbage. Lad den blive udslettet NU for guds skyld.

Jeg synes hun burde komme på terminsdagen i morgen, er I ikke enige? Alt andet ville være tarveligt. Skal vi ikke aftale at I alle krydser fingre for mig og at veerne starter i aften. Lad os satse på det.

Håber I nyder jeres weekend <3

Nå ja, så gik den weekend.. Og i går søndag, ramte jeg min terminsdag… Og nej, stadig ingen baby her i vores arme. Hun hygger sig vist lidt for godt derinde..

En lille kort status: Jeg er 40+1 i dag. Baby er skønnet til omkring 3400 gram og er yderst aktiv i maven. Hovedet ligger helt fast og når jeg går, giver det nogle gevaldige jag dernede. Av.

Jeg selv har taget næsten 14 kilo på! Føler mig som en hval, men jeg klager ikke. Jeg har det rigtig godt, fysisk og mentalt. Får stadig min nattesøvn, kun afbrudt af et par tisseture og kan stadig bevæge mig ubesværet rundt. Gå og cykle. Har ingen smerter og minimalt med væske i kroppen.
Jeg har fået akupunktur fire gange. Både for at modne systemet, men altså også for at minimere væske i kroppen, og jeg synes klart det har hjulpet.
Jeg havde lige et par dage, hvor jeg bestemt ikke kunne passe mine ringe, men efter en omgang akupunktur kom forlovelses og vielsesring altså på igen, og de sidder her endnu. Dejligt.

Jeg har ingen tegn på snarlig fødsel synes jeg. Dog har de sidste par dage været præget af lidt flere plukkeveer end normalt + murrende mens-lignende smerter. Så mon ikke der alligevel er noget under opsejling. Fingers crossed.

Jeg gør mig mange tanker om fødslen, og er virkelig begyndt at glæde mig. Ikke bare til at møde hende, men faktisk også til selve oplevelsen. Er det skørt? Det vil kun tiden vise, haha.

På torsdag har jeg en tid hos min jordemoder, hvor jeg ved at vi skal snakke om igangsættelse, såfremt jeg stadig er gravid 41+4. Jeg er faktisk helt vildt nervøs for at det ender med en igangsættelse. Jeg tror det da ikke, men på en måde kunne det bare lige passe, nu Saxo kom 15 dage før og fordi jeg altid har været sådan helt overlegen “JEG er i hvert fald typen, der ikke går over tid” ; )

Så ja, jeg frygter lidt igangsættelse. Og så frygter jeg at det skulle ende med et akut kejsersnit, grundet mit ar i livmoderen. Der er jo en risiko for bristning og lægerne tager ingen chancer. Så såfremt der ikke er fremgang i fødslen hele tiden laver de altså et kejsersnit.

Jeg håber sådan på en fin oplevelse og en helt normal vaginal fødsel, der går godt. Men jeg tror det er sindssygt vigtigt ikke at sætte mig for meget op til noget bestemt. Men i stedet at være omstillingsparat. Ingen kan jo forudse hvordan en fødsel forløber. Og i sidste ende er det aller vigtigste for mig, for os, at hun kommer ud i god behold. Vaginalt eller kejsersnit, selvfølgelig.

I dag er det mandag og jeg er egentlig rigtig glad og klar til ugen, med fornyet energi efter en god nats søvn.
Sådan føles det lige nu, men måske jeg har det helt anderledes i aften ; )
Det skifter godt nok meget. Så er jeg energisk og super positiv, så er jeg træt, tung og bitter… Det er simpelthen en lidt underlig tid den her “søde ventetid”. Super overvurderet, synes jeg..

Og jeg har jo aldrig prøvet det før. Som I ved kom Saxo 15 dage før termin. Og som førstegangsfødende får man jo at vide, at man skal regne med at gå over tid. Så nåede jo aldrig til dette utålmodige stadie. Det er helt nyt for mig. Måske det i virkeligheden er meget sundt? Jeg kan godt lide idéen om, at der er ting vi simpelthen bare ikke kan styre. Såsom hvornår en fødsel går i gang. Alligevel ville det dog være dejligt, om man kunne kigge bare lidt ind i fremtiden. I ved..

Men det er jo umuligt. Og nu er det som sagt mandag. Så lad os få det bedste ud af dagen.
Min (næsten) altid glade dreng sov til klokken 8.00. Solen skinner fra en (næsten) skyfri himmel, og varmede mit ansigt og krop, som jeg gik hjem af Gl. Kongevej efter en hyggelig aflevering i børnehaven. Min mand har lige skrevet den sødeste sms til mig. Jeg har handlet ind til lidt god frokost, og så tror jeg sgu det er i dag, hvor jeg får bugt med de skabe. De skal sorteres og ordnes.

Senere har Saxo og jeg en lege-date med kvinden, min veninde, bag sejeste BoefBoef (og hendes søn selvfølgelig). Og Saxo trænger til en seriøs opgradering af garderoben. Mest bare basics. Bukser og langærmede, til når efteråret rigtig sætter ind. Så jeg tænker at shoppe lidt hos hende, mens jeg er alligevel er der. Er faldet for dette brand. Så fine ting synes jeg : )

Alt godt her. Og nu vil jeg løbe igen.

Hav en skøn skøn dag x

Kender I det, når man bare har en lidt dum dag? Sådan en havde vi i går. Først stod den på begravelse – og selvom det var af sådan en slags, hvor døden hverken kunne eller skulle undgåes, er det jo aldrig sjovt.

Dernæst en tid hos min jordemoder. Den sidste. Desværre havde hun ombooket mig (uden at jeg havde fået besked), så C og jeg endte med at sidde og vente i halvanden time, før vi fik lov at komme ind til en anden.
Jordemoderen tjekkede mig indvendigt, og selvom jeg var meget blød, havde jeg altså ikke åbnet mig en millimeter, så hindeløsning var umuligt. Og det havde jeg selvfølgelig håbet på, kunne lade sig gøre.
Så snakkede vi igangsættelse og jeg fik en tid. Dvs. hvis fødslen ikke går i gang af sig selv inden (fingers crossed for at den gør)!! skal vi møde op på Herlev Hospital fredag d. 25 august klokken 19:00. Her skal jeg, såfremt jeg stadig ikke har åbnet mig, have lagt et ballonkateter, overnatte på hospitalet og håbe på at det virker efter hensigten, således at de kan tage vandet lørdag morgen.

Ballonkateter er jo en temmelig naturlig måde at sætte fødslen i gang på, men jeg vil stadig rigtig gerne undgå det. Og det stresser mig lidt kan jeg godt mærke. Stresser mig at min krop nu kun har 7 dage til at tage sig sammen og gå i fødsel. Og ja, jeg måtte altså knibe en lille bitte tåre efter jordemoderbesøg, for det kom på en eller anden måde bare så tæt på, med sådan en dato for igangsættelse.

Der er en del følelser i det. For mig er det ikke engang længere ventetiden. Nu har jeg været gravid i 9 måneder, så en uge fra eller til er faktisk fuldkommen ligegyldig, og jeg har det jo fortsat godt i min krop, selvom jeg ér stor og tung, og selvom at alle folk gerne ynder at kommentere på det. Har i øvrigt lagt mærke til at kvinder (for det meste) er søde til at kommentere noget ala “hvor ser du smuk ud”, mens mænd er virkelig ringe og slet ikke ved hvad de skal sige. Hvad med ingenting, makker? ; ) I sidste uge åbnede jeg døren for en håndværker. Han sagde til mig “ej hvor er du tyk” og intet andet. TAK MAND. Haha. Og i går fik jeg også at vide, af en mand, at jeg havde en den største navle han nogensinde havde set (!). Tak tak, eller noget..

Men nej, for mig, lige nu er det idéen om, at det (måske) føles unaturligt at blive sat i gang. Om man måske stoler lidt mindre på at kroppen “kan”, når den har fået hjælp og skub af læger. Og så også, at jeg har fået presset ned over hovedet at en fødsel efter et kejsersnit hele tiden skal være i fremgang – ellers tøver de ikke med at lave et kejsersnit. Sådan som jeg tolker det betyder det at min krop bare skal være super dygtig, selv formå at skabe gode kraftfulde veer, der hele tiden rykker osv. Og ellers er der no mercy og så bliver det et kejsersnit. Jeg ved ikke om det reelt foregår sådan. Men jeg ved at jeg virkelig virkelig har lyst til at undgå et kejsersnit og føde mit barn selv, det må jeg indrømme.
Og slutteligt er der egentlig også bekymringer i forhold til baby. Man ved jo at der er en grund til at de sætter i gang – fordi der er risiko for at moderkage sætter ud. Og i går blev der postet en ubærlig historie i min terminsgruppe på Facebook. En mor der havde mistet i uge 39+. Det er mit værste mareridt. Og jeg ved godt at det sker sjældent. Men det sker jo.

Nå. Ikke flere Emilie-tanker lige nu. Jeg KAN jo sagtens nå at gå i gang selv, I know. Så lad os satse på det, og hvis ikke går det også nok. Ud skal hun nok komme  – og det er uden tvivl det vigtigste.

I går da vi kom ud fra jordemoder og ned til vores bil, var det ene hjul i øvrigt fladt. Så vi måtte gå hele vejen hjem fra Frederiksberg Hospital. Det er en pæn tur, altså når man er højgravid.. Det betyder også, at skulle fødslen gå i gang her i weekenden, har vi ingen bil. Godt der findes taxaer, men stadigvæk, ikke?

Alt gik ligesom bare lidt skævt i går. I dag er so far lidt mere rolig og rar. Jeg har vitterligt rendt rund de sidste mange dage. Så i dag er min plan at slappe så meget af som muligt. Saxo er sammen med oldemor. De returnerer først til Disney Sjov i aften og C har møder dagen lang.
Jeg er alene i min sofa og her bliver jeg. Og eftersom det at være aktiv ikke lader til at sætte min fødsel i gang det mindste, kunne det jo være at det var lige det modsatte der skulle til. 18/08/17 ér da også en ret pæn dato, hva? ; ) Haha. Nej, baby kommer når baby kommer. Og aller senest en 8 dages tid fra nu.

Alt godt xx

Ps. Erfaringer med ballonkateter modtages med kyshånd. Både de gode og de mindre gode : )

Annonce for Bio Oil

Maven efter fødslen.. Min mave, den er blødere end blød her små tre uger efter fødslen. Jeg ville sådan ønske, at jeg var modig nok til at vise den frem herinde, men det er desværre ikke tilfældet. I stedet må I forestille jer hvordan den ser ud ; )

Jeg ligner ikke længere en gravid, men den er som sagt meget blød og altså langt fra flad. Og bliver det muligvis heller aldrig. Og faktisk, ikke? Sådan helt ærligt og med hånden på hjertet, så har jeg det helt fint med det. For hvor klichefyldt det end lyder, så har jeg altså groet freaking to mennesker derinde. Det ville sgu være underligt, om den lignede sig selv fra før jeg blev gravid som 25 årig..
Måske er det lige netop dét det gør ved en at få børn? At man bliver en tand mere bevidst om, hvor man skal lægge sin energi. Og at tingene i øvrigt bliver sat i perspektiv. At man hverken har tid, overskud eller lyst til at dvæle ved ting, der måske tidligere betød hele verden for en – såsom en blød mave. Det tror jeg i hvert fald er tilfældet hos mig. Det har været sundt for mig at få børn <3

Det betyder i øvrigt ikke, at man lader stå til eller at man ikke går op i sig selv længere. Det gør de fleste mødre vel. inkl. mig, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke glædede mig til at komme igang med lidt let træning, når kroppen altså tillader det (lige nu er en simpel gå-tur mere end rigeligt motion for mig, hah), ligesom at jeg glæder mig til at kunne passe alt mit tøj ordentligt igen.

Men hvad med strækmærkerne? Et emne der lader til at optage mange gravide.
Jeg må have en temmelig elastisk hud, for hverken i min første eller i min anden graviditet har jeg fået strækmærker, til trods for at min mave ikke ligefrem var lille (bedøm selv på billedet øverst, det i nederste venstre hjørne, et par dage før min fødsel)
Det er jeg selvfølgelig et eller andet sted glad for, omend jeg ikke synes at strækmærker er noget man hverken skal være flov eller ked af det over. Sådan har jeg det virkelig, men det er selvfølgelig nemt nok at sige, når man ikke er indehaver af dem selv, tænker jeg?

Har jeg gjort noget for at undgå strækmærker? Jeg er af den overbevisning, at vil de tigerstriber frem, så kommer de altså frem, uanset hvad man gør, smører sig med etc. under graviditeten.

Men man har jo så absolut lov at forsøge sig med diverse produkter, og virker det ikke, har det sikkert været til god gavn for huden på andre måder.
Så for et godt stykke tid siden, da jeg vidste at jeg skulle lave denne kampagne, fik jeg en håndfuld Bio Oil produkter tilsendt, som jeg flittigt brugte hver dag efter badet i tredje trimester.
Og olien føltes så rar på min store mave, der havde tendens til at være en smule tør og samtidig klø lidt under graviditeten. Den flittige læser ved at jeg er fan af olier, og på maven føltes den altså helt fantastisk.

.
Når jeg bruger olie på kroppen er det vigtigste for mig, at olien trænger hurtigt ind og at den ikke fedter – selvfølgelig fedter olier altid en smule – det er jo olie, men der er altså stor forskel på hvor meget. Og Bio Oil gør sit job rigtig godt. Så godt at jeg altså stadig bruger den, her post-graviditet.

Har I brugt Bio Oil til jeres gravide maver?

Ps. Bio Oil, som koster 119,95 for 60 ml, forhandles bl.a hos Matas, Normal samt i de fleste store supermarkeder.

Søndag d. 20 august 2017. Jeg er 41+0 og ekstremt utålmodig efter at møde vores lille pige. Jeg har ingen tegn haft på snarlig fødsel og er begyndt at frygte, at hun aldrig vil ud.

Men samme aften går jeg alligevel i seng med en stærk følelse af, at der godt kunne ske noget i løbet af natten.

Og rigtigt nok. Klokken 03.00 vågner jeg og skal tisse. Da jeg rejser mig fra sengen bliver der vådt i mine trusser, og jeg er ikke i tvivl om, at mit vand er ved at gå. Jeg får tisset og går igen ind i soveværelset. Nu går vandet med et kæmpe plask. Jeg skynder mig ud på toilettet igen og finder mine ny-indkøbte gigantiske bind frem, men vandet gennemvæder det på nul komma fem. På med endnu et bind, og endnu et.
Jeg får vækket Casper og ringer derefter ind til fødegangen. Fordi jeg tidligere har fået et kejsersnit er der en lille bitte risiko for, at mit ar kan briste under veerne, og derfor vil de på fødegangen gerne have at vi kommer ind når det er muligt.

Hverken Casper eller jeg kan sove videre nu, og rykker i stedet ind på sofaen med vores dyner. Her snakker vi og spiser lidt morgenmad.
Jeg er lykkelig over at min krop selv er gået i fødsel, og spændt ved tanken om, at vi nu skal møde vores baby snart.

Da klokken bliver 06.00 stikker jeg hovedet ind til mine forældre, der er vores naboer, og fortæller dem hvordan landet ligger. På forhånd har vi aftalt, at når jeg går i fødsel skal de passe Saxo.

Klokken ca 08.00 kysser vi Saxo og min mor farvel og tager en taxa til Herlev Hospital. Vores egen bil er på værksted (så typisk, nu man rent faktisk skal bruge den, haha).

På fødegangen bliver vi, efter lidt ventetid, vist ind i et rum, så jeg kan blive undersøgt. Jeg har på dette tidspunkt hverken smertefulde eller regelmæssige veer – men de er dog til stede.

Jordemoderen der undersøger mig kan konstatere, at jeg endnu ikke har åbnet mig, og fortæller mig, at vi skal snakke igangsættelse inden længe. Årsagen til dette er, at efter vandafgang, ser man helst at baby er ude indenfor max 24 timer. Og da mit fostervand tilmed er lysegult tangerende til det lysegrønne (det kan det sagtens være uden at det betyder at baby er stresset i øvrigt), ser de gerne at jeg bliver sat i gang med et vestimulerende drop (et såkaldt S-drop).

Tanken om droppet både stresser mig og gør mig nervøs, da jeg ved at de kunstige veer kan være hårde ved livmoderen, og i værste (dog yderst sjældne) tilfælde forårsagde ruptur af mit ar i livmoderen.

Allerede her kan jeg mærke, at jeg mister modet lidt, og især mister jeg troen på, at jeg har styr på denne fødsel. Desværre. Det lyder måske fjollet i nogens ører, men i momentet betød det meget for mig og min følelse af at kunne selv, at undgå det drop.

Omkring klokken 16.00, efter jeg ihærdigt har forsøgt at få gang i ordentlige veer, hvilket er lidt svært når man 1, ved man skal og 2, er låst fast til en seng i et koldt sterilt rum med alverdens ting spændt om maven, får vi tildelt en fødestue.

Her møder vi vores jordemoder. En sød kvinde på alder med mig selv. Hun er helt nyuddannet og virker, ligesom jeg, ikke super tryg ved situationen – altså mig med mit tidligere kejsersnit og nu også semi-grønt fostervand.

To utrygge var set i bakspejlet nok ikke verdens bedste kombi, og en masse ting sker/sker ikke.. Jeg vil undgå at komme ind på konkrete ting, men det bliver meget tydeligt for os, at fødegangen virkelig er præget af travlhed og Casper og jeg føler os ikke trygge ved situationen på nogen måde. Vi føler ikke at vores bekymringer bliver tager alvorligt eller at vores spørgsmål bliver ordentligt besvaret.

Droppet kan vi ikke komme udenom, da min veer, efter denne omgang, stort set er gået i sig selv. Øv.
Det bliver givet klokken 17.30 og nu er jeg for alvor bundet til sengen. Jeg må gerne gå ud at tisse, men det bliver med droppet og alle de andre ledninger som min følgesvend. Det føles meget unaturligt for mig.

Til at starte med går det godt. Veerne bliver stærkere og stærkere og de gør meget ondt, men jeg kan fint være i dem. Jeg bruger min helt egen slags vejrtrækning, som hverken er de helt dybe træk eller den overfladiske laboro, og her efterfølgende har jeg tænkt, at det på en måde var lidt spild af tid sådan at øve vejrtrækningen i graviditeten. Når de stærke veer tager fat, går man ind i sig selv, kroppen tager over og gør det der føles bedst for en – og ikke det man evt. har øvet derhjemme.

På et tidspunkt bliver droppet skruet op for aller højeste blus. Jeg får vestorm og har 6 ekstremt smertefulde veer per 10 minutter. Det er næsten uudholdeligt, men tanken om, at vi møder vores baby snart giver mig overskud til at komme gennem veerne. Sådan bliver vi ved i mere end to timer.

Og så er det endelig tid til at blive undersøgt. Jeg tænker selv, at der må være sket en hel del, efter ca fire timer med drop og mange sindssyge veer. Min jordemoder undersøger mig, men det volder hende problemer og hun må (igen igen) kalde efter andres hjælp.
En ældre og mere garvet jordemoder kommer ind, og kan hurtigt konstatere, at jeg ikke er meget mere end 1 cm åben!? Her går jeg så lidt i sort, da det simpelthen ikke giver mening for mig, at jeg ikke har åbnet mig mere, efter alle de ekstremt smertefulde veer. Med Saxo åbnede jeg mig 4-5 cm med hvad der føltes som plukkeveer. Easy peasy. Bare ærgerligt at han lå omvendt og jeg ikke behøvede at åbne mig dengang, heh.
Den garvede jordemoder vil lige prøve at se, om hun ikke kan løsne lidt op med sine fingre. Imens får jeg en ve og beder hende tage sine fingre, der er oppe i mig, ud med det samme, da det er alt alt for smertefuldt for mig. Hun lytter ikke på mig og bliver ved med at rode rundt “jeg skal bare liiiiige”. Nej du skal ej, og først da jeg decideret skriger “det er et overgreeeeeb” – og sådan føltes det vitterligt, trækker hun sig til tilbage. Jeg er rasende.

Tydeligvis skal der ske noget, for droppet virker ikke efter planen. Jordemoder foreslår en epidural, så jeg kan få en pause, og jeg takker meget hurtigt ja og anæstesilæge (en ung og meget pæn mand) bliver tilkaldt. Her er klokken 22.00.

Jeg mærker ikke at epiduralen bliver lagt, det gør man ikke når veerne er så vilde, til gengæld er der ingen tvivl, da den gør sit indtog i min krop. Sikke en lettelse at blive fri for vestormen.
Epiduralen virker så godt, at jeg rent faktisk ikke mærker noget som helst. Og selvom det bestemt føles godt efter crazy veer, er det også en meget underlig følelse. Jeg kan se på min lille skærm, at jeg har veer, og mange af dem, men jeg kan simpelthen ikke mærke dem.

De næste timer går med at få slappet af og få sovet, jeg er træt med træt på og pausen gør godt.
Epiduralen gør at jeg endelig åbner mig. Hurra! Omkring klokken 03.00 er jeg i aktiv fødsel og bare to timer senere, har jeg åbnet mig til de famøse 10 cm. Der bliver skruet ned for epiduralen og op for droppet, så mine veer igen begynder at kunne mærkes. Klokken 06.30 starter min pressefase, som  er yderst smertefuld – og slet ikke føles som den forløsning mange taler om.

Tirsdag d. 22 august klokken 07.36 presser jeg verdens dejligste baby på 3845 gram ud og jeg er LYKKELIG og lettet.
Hun er SÅ smuk og helt perfekt og hun har haft det som blommen i et æg under hele forløbet. Scorer top point på apgar score og finder straks mit bryst og begynder at sutte.

Moderkagen kommer ud uden problemer, og så skal der syes, da jeg er bristet. En mild grad 2 bristning. Det mærker jeg dog ikke meget til i momentet – er bare lykkelig for at Isolde er hos os og at jeg klarede den.

Fordi der gik mere end 18 timer fra vandafgang til fødsel, er der en risiko for at baby kan få en infektion. Derfor skal vi blive en nat på hospitalet, selvom vi aller helst ville være taget hjem samme dag <3

Selvom min fødsel jo på papiret gik godt, så var den for mig og Casper, ikke den bedste oplevelse.
Vi følte os ikke taget ordentligt hånd om, eller lyttet til, og tanker om den lille risiko for bristning af mit ar, fyldte desværre rigtig meget undervejs.
Jeg var utryg ved at få et vedrop – og selvom jeg vidste, at jeg blev holdt godt øje med, kunne jeg ikke mærke det. Jeg følte i høj grad, at jeg selv skulle mærke efter, om jeg nu fik smerter i arret (det kan indikere at en livmoder er ved at briste), men det er sgu svært under en vestorm hvor ALT ligesom gør ondt. Derudover følte jeg det lige så utrygt, at få epiduralen, da den gjorde, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Så hvordan skulle jeg kunne mærke, om det ar ville briste. Kan I følge mig?

Det var tydeligt at fødegangen var præget af travlhed, f.eks var der jordemoder-skift 15 minutter før Isolde var ude. Det betød, at jeg skulle hilse på og forholde mig til en helt ny jordemoder midt i mine presseveer. Jeg bad jordemoderen om hun ikke nok ville blive, og til det svarede hun, at hun var vikar og dermed for dyr. Jeg forstår at det er kårene på fødegangene og hospitalerne i øjeblikket, men det gjorde det ikke nemmere at være i synes jeg.

Jeg fortyder slet ikke, at jeg ikke valgte kejsersnittet, selvom jeg havde muligheden. Jeg er glad for, at jeg valgte at føde vaginalt, men ked af både de travle omstændigheder og min egen indstilling til det hele. Jeg ville så gerne have været mere positiv undervejs, men jeg kunne ikke finde kampgejsten og så fødslen som noget der bare skulle overstås.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at hvis jeg en dag skal føde igen, finder jeg mig en privat jordemoder, en som jeg stoler på og er tryg ved, der simpelthen kan tage med os på hospitalet og være med hele vejen igennem – og forhåbentlig sørge for, at jeg og Casper får en bedre oplevelse <3

Hej med jer og glædelig onsdag. Vi er fortsat i sommerhus og pt. bliver der brugt lidt tid på at tale om det der navn…  Så kan vi lige snakke lidt om det herinde også? (igen)?

Vi synes desværre at det er så åndssvagt svært altså. At finde navnet. Jeg ved godt at det ikke haster som sådan, og det er måske det mindst vigtige, men alligevel fylder det da. For et navn skal baby jo have på et tidspunkt.

Sidst jeg skrev om navne herinde, fortalte jeg jo faktisk, at vi allerede havde fundet et navn. Det havde vi også, troede vi. Men somehow, føltes dét navn lige pludselig slet ikke rigtigt alligevel. Sådan kan det jo gå.

Det navn var i øvrigt: Indie. Jeg synes stadig det er så smukt. Men det er ikke for os (tror jeg hehe).

Og nu er vi bare helt på bar bund.

Det er ikke fordi vi ikke kan blive enige. Og der er SÅ mange flotte og gode pigenavne, men altså ingen vi er deciderede forelskede i..

Det var vi og er vi stadig i navnet Saxo. Men må nok til at indse, at det navn vi nu en gang kommer til at vælge, bliver et der (forhåbentlig da) vokser på os, fremfor ren kærlighed til at starte med. Det er vel også ok.

Og her nogle af mine tanker og overvejelser omkring navne lige nu:

I starten var jeg helt hooked på at finde et specielt navn. Et navn som ikke mange i DK bærer i hvert fald. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men der er jo ikke super mange der hedder Saxo, så jeg synes det gav fin mening, at vi fandt et mere sjældent til vores pige også.

Her var Indie altså vores favorit meget længe.
Efterfulgt af bl.a:

Lula
Juno
Noomi
Palma

Men pludselig kom mine tanker hen på at finde et godt gammeldags navn, og ikke et, der var så særligt endda. Saxo er jo også et oldnordisk navn. Ikke at søskende absolut skal have et navn der passer sammen, men jeg tænkte det ville være fint.
Og jeg har også alle dage været fan af navne der slutter med A, så her er en blandet landhandel af favoritnavnene. Dog stadig ikke et af dem som vi vælger. Tror jeg.

Norma
Olga
Ava
Ada
Ellinor
Ellie
Ella
Augusta
Elina

Og nu har jeg så fået trang til at finde et stærkt og feminint pigenavn. Et navn der udtrykker power og er mindre sødt og pusse-nusset. Det er jo meget individuelt hvad man tænker et navn udtrykker. Men her er lidt navne, som jeg mener er i den stærke-feminine kategori:

Cornelia (men det hedder Kia’s baby jo ligesom)
Elvira
Selma
Athena
Valentina
Alexa (dette navn kan jeg forstå (når jeg har fortalt om det til venner og familie, er et navn der virkelig deler vandende.  Men jeg er helt og aldeles skudt i det. Det kan dog slet ikke komme på tale, da C synes det minder ham om en eller anden stripper?! Jeg kan godt lidt se hvad han mener jo, men jeg synes bare det er genialt, især med X’et i. Saxo & Alexa. Ej men altså. Nå, det må ud af hovedet…)

Så hvad siger I, venner?

Et stærkt, dog feminint navn? Det må gerne være langt. Kan I hjælpe os?  : D

Ps. Nogle af jer har spurgt til hvad vi ville kalde baby, hvis hun (mod forventning) viser sig at være en dreng.
Og jeg har alle dage haft en stor kærlighed for navnet Karlo, så det ville højest sandsynligt blive det.
Saxo & Karlo  – det ville da være for lækkert <3 Nå, men satser nu på der kommer en pige ud.
Nyd dagen, venner. Det vil vi gøre. Solen, den skinner <3

I de sidste par måneder, hvor du har ligget i min mave har du haft hovedet op og numsen ned. Jeg har kunnet mærke dit lille hoved helt tydeligt i toppen af maven og dine små ben har sparket mod mine ribben. Du lå så godt der og intet tydede på du havde lyst til at vende dig. Derfor havde jeg muligheden for enten af føde dig med numsen først, få kejsersnit eller for at få foretaget et vendingsforsøg. Jeg overvejede alle muligheder grundigt inden jeg til sidst tog beslutningen om et planlagt kejsersnit. Lægerne prøvede at overbevise mig om et vendingsforsøg, men jeg havde sådan en stærk fornemmelse af at du lå som du gjorde af en grund. Det eneste jeg ville var at få dig ud sund og rask.

Det planlagte kejsersnit var sat til at skulle foregå mandag d 13 januar. 9 dage før min termin. Jeg glædede mig sådan, men var samtidig også lidt nervøs over nu at fået en dato. Hvordan skulle jeg kunne sove i dagene op til?!

Dog nåede jeg aldrig at bekymre mig, for natten til tirsdag, d 7 januar, gik mit vand lige pludselig. Samme dag havde jeg været meget aktiv. Jeg havde shoppet de sidste nødvendige ting til dig, været til jordemoder, spist frokost ude og handlet stort ind i Føtex. Om aftenen kunne jeg ikke finde ro. Din far og jeg havde lagt os til rette i sengen, men jeg vendte og drejede mig og følte mig slet ikke tilpas. Klokken blev 02.00 og jeg sov stadig ikke, i stedet gik jeg på toilettet, da jeg følte jeg skulle tisse. På vej derud kunne jeg mærke at noget blev vådt, men tænkte ikke at det var noget. Da jeg havde tisset lagde jeg mig tilbage i sengen og pludselig begyndte det at sive. Det blev ved og ved og sengen blev plaskvåd. Jeg var slet ikke i tvivl om at vandet var gået. Jeg vidste, at har man en baby der ligger på den måde du gjorde, må man ikke rejse sig op efter vandet er gået. Derfor ringede jeg hurtigt til fødegangen og fik besked på at blive liggende i sengen og ikke bevæge mig. Jeg måtte ikke engang tage tøj på. Fødegangen sendte en ambulance ud og imens vi ventede rendte din far (lettere panisk) rundt og prævede at pakke den taske der var så vigtigt for mig at få med. Ambulancen kom inden for 20 min og jeg blev fragtet ned på en båre, og så var det afsted til Hvidovre. Din far kørte i vores egen bil lige bag ambulancen.

Da vi ankom til Hvidovre, blev vi mødt af en venlig jordemoder, som startede med at lytte til dit hjerte. Du havde det godt og nu kunne vi slappe lidt mere af. Jordemoderen forklarede os at om natten laver de ikke kejsersnit medmindre det er akut, og da du jo havde det fint, kunne vi sagtens vente til det blev morgen. Dette havde jeg det fint med, og glædede mig til at få sovet lidt. Dog blev det ikke til meget søvn, for kort tid efter begyndte mine veer! Dette var bestemt ikke en del af planen, og veerne tog hurtigt til og begyndte at gøre virkelig ondt. Jeg måtte jo stadig ikke rejse mig, så under veerne lå jeg og krampede sammen i sengen. Jeg lavede mine vejrtrækningsøvelser, men intet hjalp. Jordemoderen kom ind to gange i timen for at sikre sig, at jeg ikke åbnede mig for meget og at du hele tiden havde det godt. Din far kyssede mig og aede min hånd.

Endelig blev det morgen og jeg var ved at være godt utålmodig. Jeg havde stærke veer, jeg havde ikke tisset siden vandet gik derhjemme og jeg var sulten og tørstig men havde fået besked på at faste. Og endnu mere, jeg længtes efter at møde dig nu. Jordemoderen fortalte os, at de først var klar til at lave kejsersnit kl 13 og selvom det føltes som hundrede år, var vi lykkelige. Nu var det tæt på.

Da klokken endelig blev 13 blev jeg hentet og kørt op til operationsstuen. Jeg blev taget imod af en narkoselæge, en børnelæge, en jordemoder, en sygeplejerske og nogle andre, hvis funktion jeg ikke kendte. De var alle sammen venlige og smilende og der var en rigtig god stemning på stuen. Jeg fik sat en masse elektroder på min krop og narkoselægen gjorde klar til at lægge min bedøvelse. Jeg synes ikke det gjorde ondt overhovedet. Da mine ben begyndte at summe var det skønt. At slippe for alle de smerter jeg havde haft de sidste 10 timer passede mig så godt. Da de begyndte at skære kunne jeg fornemme det, men ikke mærke smerte. Der gik ikke mere end 3-4 min før du var ude. Du blev lagt direkte op på mit bryst og det var en helt fantastisk følelse. Din far, som havde holdt min hånd under hele forløbet, kyssede skiftevis dig og mig, inden han fik lov at gå med jordemoderen hen for at veje og måle dig. Du vejede 3180 gram og var 51 cm lang. Du skulle hverken suges eller have hjælp til noget. Du kom ud og var helt, helt perfekt. Alle på stuen ønskede os tillykke og fortalte os hvor fin en baby du var. Din far og jeg var så stolte og lykkelige <3

Efterfølgende blev vi kørt til opvågningstuen, hvor vi skulle ligge indtil jeg kunne bevæge mine ben. Det kunne jeg efter en lille time, og så blev vi kørt over på barselshotellet, hvor vi blev to nætter inden vi kunne tage dig med hjem og fortsætte vores liv, som en familie på tre.

Saxo baby, vi elsker dig så højt <3

Hele forløbet fra at vandet gik til vi blev udskrevet fra hospitalet har simpelthen været så positivt. Jeg har følt mig enormt tryg og for mig har kejsersnittet været det helt rigtige. De to døgn vi var på Hvidovre Hospital forløb strygende og alle har været så søde. Vi fik vores egen stue, hvor vi alle tre kunne være, der var et lækkert menukort, hvor vi kunne bestille alt det mad vi havde lyst til og var vi i tvivl om noget var der sygeplejersker til rådighed hele døgnet. Jeg havde ikke turdet håbe på at det ville være så godt.

I øvrigt tusinde tak for alle de fødselsberetninger I har sendt mig. Jeg har ikke fået svaret tilbage, men jeg poster dem løbende her på bloggen over det næste stykke tid <3